Om Siden

Velkommen til Kulinarius, en side jeg har lavet for min egen fornøjelse og fordøjelses skyld.

Jeg er et madhoved og vil meget gerne lære mere om, hvad der er god og sund mad for mig. Udfordringen er, at produktion af fødevarer er meget ugennemskuelig, så for min egen og andres skyld, har jeg besluttet at gå systematisk til værks, og skabe information, som en almindelig forbruger kan have gavn af i hverdagens indkøb, tilberedning og fortærring af god hverdagsmad.

Aktuelle projekter

1) Mærkning af Mad
Min første side handler om mærkning af madvarer og hvad logo og mærker betyder.
Du kan læse mere her; Til siden

U-prætentiøs hverdagsmad med gode råvarer

Siden er ikke for gastronomiske feinschmeckere, der har brug for inspiration til weekendens unikke retter, der indebærer dyrt isenkram og indkøb af den helt rette vin til maden. Det handler om hverdagens mad, hvor sæson og råvarens oprindelse, dyrkning og forarbejdning er ligeså vigtig, som ens egne evner i køkkenet.

Hvad er god hverdagsmad?

God mad handler for mig først og fremmest om sunde, bæredygtige råvarer af god kvalitet og dernæst om en tilberedning. Det sidste er ofte overladt til mig selv og mine evner i køkkenet.

Når jeg køber mine varer går jeg (for det meste) efter fødevarer, der er økologiske, dansk producerede og inden for sæson.

Hvorfor? Ud fra princippet om bæredygtighed, min generelle sundhed og for at støtte det danske erhverv. Jeg forsøger at handle som bevidst forbruger og købe med omtanke på mit fremtidige jeg og klodens generelle tilstand. Det er helt sikkert en jungle, at danne sig et overblik over hvad der er bæredygtigt, sundt og sågar dansk produceret. Men jeg forsøger, at læse på emballagen, hvor råvarerne kommer fra og er forarbejdet. Og så handler jeg med omtanke på sæson. Dermed kan jeg langt hen af vejen være sikker på, at maden har haft en begrænset transport, før det havner på mit køkkenbord.